Sådan skaber du din egen netværksgruppe
Af Martine Munksø | Læsetid: 4:46 min.
Det er noget helt særligt at skabe sine egne fællesskaber, og at samle mennesker omkring en fælles interesse, et projekt eller en passion kan føles magisk. Her kan du lære, hvordan du kommer i gang med dit eget lille netværk.
Jeg har selv startet flere fællesskaber gennem årene – fra løbeklub til strikkeklub, fra koncertfællesskab til litteratur- og samtalesaloner – og nu Femmunity, et netværk for selvstændige iværksætterkvinder (og dem, der tager tilløb til det).
Hver gang har processen lært mig noget nyt om mennesker, motivation og samarbejde. Men vigtigst af alt har jeg lært, at der altid er masser af gaver at hente i mødet med andre. Man ved aldrig, hvad det hele ender med, og at mødes ansigt til ansigt, og mærke energien og hinanden, kan noget helt særligt. Det oplever jeg hver eneste gang, jeg mødes med min strikkeklub, Strik & Drik.
Det, der oprindeligt startede som en del af en markedsføringsstrategi for min tidligere café, hvor jeg konstant udviklede ideer til at udvide kundekredsen, blev hurtigt et hit. Det viste sig nemlig, at fællesskabet var noget, der havde manglet. I dag er det fem år siden, jeg startede Strik & Drik, og selvom jeg ikke har haft caféen i to år, er fællesskabet stærkere end nogensinde og lever videre, nu blot mere "mobilt" og med flere lokationer.
Selvom jeg ikke selv strikker (hvilket er en stående joke i gruppen), er jeg meget glad for fællesskabet. Jeg får lov til at samle og forbinde mennesker, som er min store passion, og kvinderne får en ramme til at strikke sammen, udveksle opskrifter, tips og tricks. Nogle bliver endda venner udenfor klubben. I dag rummer gruppen ca. 100 strikkere, der hver gang deles om 50 billetter, og at dømme ud fra de mange faste "stamstrikkere", så er gruppen for mange blevet uundværlig.
Store og små netværksgrupper
Som selvstændig vil du også opleve tidspunkter, hvor et fællesskab eller en netværksgruppe er uundværlig. Uanset om du har brug for spejling, sparring, mentorring, hep, forretningsudvikling – eller bare nogen at dele arbejdslivet med. Heldigvis behøver det ikke være så svært at komme i gang, og har du mod på det, kan du sagtens starte din egen lille netværksgruppe med 4-5 mennesker.
Der er fordele og ulemper ved både store og små netværksgrupper, og personligt synes jeg, det er en rigtig god idé at deltage i flere forskellige slags. Det gode ved små grupper er, at de giver mulighed for tætte relationer, hvor tillid hurtigt kan opbygges, og hvor samtalerne om det selvstændige liv har potentiale til at nå dybere. Herudover er de nemme at afvikle, kan holdes på skift hos deltagerne eller på caféer rundt omkring i byen.
I denne artikel giver jeg dig nogle konkrete råd til, hvordan du kan komme i gang med at skabe dit eget lille netværk.
Sådan starter du din egen netværksgruppe
Definér dit formål
Tænk over, hvad du gerne vil have ud af netværket. Har du brug for sparring, inspiration, nye samarbejdsmuligheder – eller et sted, hvor du kan dele dine erfaringer som selvstændig? Når du ved, hvad du har brug for, bliver det lettere at vælge de rigtige mennesker og sætte rammerne for gruppen.
Sammensæt en gruppe, der passer til dig
Når formålet er defineret, kan du sammensætte gruppen. Tænk over, om den skal være divers eller fx branchespecifik. Hvis du sammensætter en gruppe, hvor I kommer fra forskellige brancher og baggrunde, vil alle kunne bidrage med noget forskelligt, og forskellige perspektiver kan give nye indsigter og inspiration. Hvis du derimod vælger at samle fem mennesker fra samme branche, vil I til gengæld sikkert kunne spejle hinanden i nogle af de samme udfordringer og også dele tips og specifik insiderviden, der kan hjælpe jer alle.
Kig dig omkring
Start med at se på de mennesker, du allerede kender. Der er sikkert nogen i dit netværk, der har de samme behov, udfordringer eller drømme som dig. Måske er det kolleger, tidligere samarbejdspartnere, folk fra din branche eller venner, der også er iværksættere. Udvælg dem, du kan mærke vil bidrage positivt til en lille gruppe, og som du ved kan støtte dig og omvendt. Vær ikke bange for at række ud!
Inviter til det første møde
Start uformelt – invitér de personer, du har valgt, til en kaffe eller frokost. Det behøver ikke være så formelt fra starten, men skab rammerne for, at alle føler sig velkomne. Tal om, hvad I hver især håber at få ud af netværket, og se, hvordan energien er i gruppen.
En god måde at gøre det på er at sende en personlig besked, der viser, hvorfor du vil samle gruppen, og hvad du håber, at I kan få ud af det. Her er et eksempel på, hvordan en sådan invitation kan se ud.
Fastlæg en rytme
Find en mødefrekvens, der passer til jer alle. Det kan være månedligt eller hver anden måned – det vigtigste er, at I prioriterer tid til at mødes og støtte hinanden.
Held og lykke med at skabe dit eget fællesskab – jeg er sikker på, at du har alt, hvad der skal til for at lykkes!
Her kan du lære, hvordan du kommer i gang med dit eget lille netværk.