En passion så intuitiv,
at forretningen nærmest skaber sig selv
Solo Sister Story
Interview den 30. april 2024 i København K
Skrevet af Martine Munksø / Foto og layout af Puk Sjeldan
Læsetid: 13 min.
Nadia Holm Nielsen har egentlig en kandidatgrad i filosofi, men er i dag stifter og kreativ direktør bag skønhedsbrandet Nadilakai. Fra Nadia var helt lille, har hun været fascineret af naturen, dufte og skønhedsprodukter, og da hun begyndte at lave produkter hjemme i køkkenet, gik der ikke længe, før efterspørgslen blev så stor, at Nadilakai blev en realitet i 2020.
Siden da har Nadia og hendes team skabt minimalistisk og naturlig skønhedspleje på en sidevej til Glyptoteket i et æstetisk univers, hvor passionen går hånd i hånd med autenticitet og et ønske om at gøre en impact på branchen og trække den i en mere gennemsigtig og grøn retning.
Allerede som 7-årig prøvede Nadia at forstå indholdsdeklarationerne på shampooflasken. Senere ledte fascinationen af det naturlige hende fra en kandidatgrad i filosofi med speciale i glemte natursyn til Andesbjergene i Bolivia, hvor hun lærte fra traditionelle behandlere og urtekyndige. I dag laver hun skønhedsprodukter, som på ganske få år har skabt fans fremfor forbrugere.
“Jeg har altid været sindssygt fascineret af dufte og naturen, og hurtigt blev jeg opmærksom på, hvor mange underlige ting vi putter i vores kroppe. E-numre og alt muligt syntetisk kemi, som jeg aldrig har forstået. Det var ret tidligt noget, jeg spekulerede over, nok også alt for tidligt, tænker jeg,” siger Nadia, da vi prøver at forstå, hvordan en universitetsuddannelse fik hende til at starte eget skønhedsbrand.
Vi sidder i Nadias showroom, i nogle smukke og lyse lokaler, hvor det simple og æstetikken er i centrum, og hvor duften er så skøn, at det er svært for duftelskere ikke at lade sig distrahere bare en lille smule. Vi taler om, hvordan det hele startede.
“Jeg ved ikke med andre syvårige, men jeg elskede bare at stå og læse om ingredienser i shampoerne. Det er sådan en passion, der har fulgt mig hele livet. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg lavede min første egen creme og begyndte at undersøge, hvorfor markedet så ud, som det gjorde med de ingredienser, som den store industri bruger, men jeg kan huske, at jeg som 5-årig eksperimenterede med hybenrosenvand, som de fleste nok har prøvet,” smiler hun og fortsætter: “I de sidste fire år har jeg lavet skønhedsprodukter baseret på principper om 100% naturlighed og en renhed i opskrifterne. Jeg laver jo i virkeligheden bare hudpleje, parfumer og makeup, som man gjorde i gamle dage, før de store fancy laboratorier blev opfundet.”
“Jeg lavede efterhånden produkter til så mange venner, hvis venner og familiemedlemmer også kom. Og til sidst var jeg bare sådan, jeg kunne jo ikke blive ved med at give folk det gratis.”
I en del år arbejdede Nadia og var under oplæring i det, hun selv kalder for Danmarks mest urtespecialiserede helsekost, og her faldt det hele på plads.
“Jeg havde jo et helt kundekartotek til sidst, der kom ind for at få råd af mig, og som kom tilbage og sagde, nu har jeg afprøvet det, som du sagde, jeg skulle gøre med mit hår og den der olie, og det virker. Derfra forstod jeg, at det her nørderi, som jeg havde dyrket igennem hele mit liv, at det vidste jeg faktisk ret meget om, og at folk nød godt af det.”
Som efterspørgslen på hendes produkter voksede, gjorde udgifterne det samme, og Nadia besluttede, at hun i det mindste måtte tage lidt penge for det, så hun kunne få dækket sine omkostninger.
“Jeg lavede efterhånden produkter til så mange venner, hvis venner og familie også kom. Og til sidst var jeg bare sådan, jeg kunne jo ikke blive ved med at give folk det gratis.”
“Lige pludselig så stak det af, altså mængden af bestillinger og folk, der kom op og sagde, 'Emilie har ekstremt smuk hud, den der olie, hvordan kan jeg købe den?' Før jeg vidste af det, var der bare nok bestillinger til, at jeg havde brug for noget hjælp og til, at jeg skulle flytte ud af mit køkken. Så der blev aldrig rigtig taget en beslutning om Nadilakai, den blev ligesom taget for mig.”
Beslutningen blev taget for mig
Det selvstændige liv og eget firma lå ellers på ingen måde i kortene for Nadia, der er vokset op i en helt almindelig familie i Nordjylland. Faktisk var det vildt nok i forvejen, at hun havde taget sig en universitetsuddannelse. Men da hun vendte retur til Danmark efter at have brugt sin kandidatgrad til at arbejde som projektleder i Bolivia, kunne hun mærke, at hun havde ramt noget, der var vigtigt.
“I Andesbjergene arbejdede jeg på et projekt, hvor vi havde fokus på at bygge bro mellem den naturlige traditionelle medicin og det moderne sundhedsvæsen. Rundt omkring i de små landsbyer oppe i bjergene havde man bygget sundhedsposter, som folk ikke brugte, fordi de var bange for det. Jeg kendte det moderne sundhedsvæsen, men jeg kendte jo ikke de traditionelle behandleres måde at gøre tingene på i Bolivia, så jeg var ude med dem og så, hvordan de fremstillede deres medicin og hørte deres historier. Jeg var også med til at grave rødder og andet op til shampoofremstilling og alt muligt andet sindssygt spændende. Det lærte jeg meget af.”
“Da jeg kom hjem, var jeg endnu mere hooked. Der kunne jeg godt mærke, at der var noget, der slog gnister og gav mig sommerfugle i maven.”
Det lå slet ikke i kortene
“Det har virkelig været learning by doing på den ekstremt op ad bakke og stejle måde.”
En langsom uddannelse som virksomhedsejer
Herfra kastede hun sig bare ud i det, selvom hun ikke havde andre selvstændige omkring sig, hun kunne trække på.
“Tingene har jo taget lang tid, kan man se, fordi jeg ikke lige fik lavet den der webshop til at starte med, da jeg troede, at det ville koste dyre penge, og dem havde jeg ikke. Jeg har aldrig haft økonomien til at foretage et lån eller investere i en virksomhed på den måde. Det hele var 'as we go', og så cementerede vi ligesom vejen foran os og fandt ud af, hvad der skulle ske. Jeg tror, at det hele tiden har været sådan, at min virksomhed har været en langsom uddannelse af mig som ejer af en virksomhed uden at have haft nogen som helst forudsætninger for at fatte, hvad det ville sige, og uden at have haft et netværk at trække på. Det har virkelig været learning by doing på den ekstremt op ad bakke og stejle måde.”
Hun fortsætter:
“Men jeg har elsket det, fordi det betyder, at jeg den dag i dag kender hver eneste facette af denne her virksomhed. Jeg har på et tidspunkt stået for alt det, vi gør nu. Nu er der så heldigvis uddelegeret opgaver til nogle andre dygtige mennesker end mig. Men jeg kender virksomheden, som var den bagsiden af min egen bukselomme, fordi det er mig, der har været med hvert et skridt hen ad vejen. Og selvom det har været hårdt, er jeg glad for det nu.”
Med tiden er der i Nadias professionelle liv kommet et netværk til, og hun fortæller, at det i dag kan være svært at sige, hvem der er samarbejdspartnere, sparringspartnere eller veninder. Det er ligesom bare gledet sammen. I det hele taget virker det som om, at Nadia er god til at samle de rette folk omkring sig.
“Hvis jeg lige skal “owne den”, så tror jeg, at jeg har været dygtig til at tiltrække de rigtige folk, ved at være rimelig åben og ærlig på de sociale medier omkring, hvad det er for en virksomhed, jeg skaber. Man har egentlig en meget direkte kanal ind til Nadilakais bankende hjerte, og det vil sige, at de gange, jeg har slået noget op eller bedt om en praktikant eller skulle ansætte en ny, så har det været nogle sindssygt nice kandidater, jeg har fået ind, som jo har matchet værdimæssigt med det, som min virksomhed og jeg selv står for. Det har været virkelig svært at vælge ud, og det har bare føltes som den vildeste luksus at sidde med så kompetente mennesker her ved mit bord og være sådan, okay, jeg vil godt have lov til at arbejde sammen med dig, tak.”
Autenticitet som omdrejningspunkt
Vi møder Nadia i hendes æstetiske showroom, hvor duften er skøn og atmosfæren nærværende
“Jeg har brugt størstedelen af mit voksenliv på at være i brutalt underskud, og jeg har sagt til mig selv, at hvis jeg skal prøve det der med at være selvstændig, så skal jeg skabe en virksomhed, hvor der er plads til, at vi har det godt. Både mig og mine ansatte.”
Lethed, energi og plads til leg som religion
Vi taler videre om et emne, som optager os meget, og som vi spørger alle vores Solo Sisters om: Hvornår er de en succes?
“Først og fremmest er Nadilakai en succes, når jeg har det godt. Det har været mit kriterie fra starten af, at når jeg som menneske har overskud, så er det en succes. Jeg synes, jeg har brugt størstedelen af mit voksenliv på at være i brutalt underskud, og jeg har sagt til mig selv, at hvis jeg skal prøve det der med at være selvstændig, så skal jeg skabe en virksomhed, hvor der er plads til, at vi har det godt. Både mig og mine ansatte. Det vil også sige, at der ikke skal være noget stress. Så hvis jeg lægger mærke til, at vi eller jeg selv løber lidt for hurtigt på gangene her, så sætter vi os ned og tager en snak om, hvorfor vi har denne her følelse af urgency, og hvad vi kan gøre ved det. Så siger vi hellere nej til nogle opgaver eller laver nogle benhårde prioriteringer. Der skal være lethed og energi og plads til leg. Det er ikke særligt CBS-agtigt, men det virker altså business-wise. Det er jeg efterhånden blevet vist så mange gange, at det nærmest er blevet min religion.”
“Og så er vi selvfølgelig også en succes, når vi laver nogle fantastiske produkter, som folk er glade for. Men det gør vi jo, så tjek ved den,” griner Nadia.
Hvad med størrelsen på firmaet, har det også en betydning for følelsen af succes?
“Jeg har faktisk tænkt meget over det her på det seneste, fordi jeg i starten tænkte, at Nadilakai bare skulle være lille og intim, og det skulle være noget, jeg kunne styre og have kontrollen med. Det har jeg det bedst og mest komfortabelt med, og der har jeg lige skullet spørge mig selv, om det egentlig er rigtigt. Eller om jeg bare gemmer mig bag noget, som jeg kender så godt fra mit liv.”
Hun fortsætter:
“Jo mere kontrol, jeg har afgivet til de her sindssygt dygtige ansatte, jo mere har jeg følt mig let og fri og glad, og Nadilakai eksploderede jo først rigtigt som virksomhed den dag, jeg gik på barsel, hvilket jo også er meget sigende, ik'? Den dag, jeg trak mig og sagde, okay, her er det her ansvar, som jeg tror, jeg for guds skyld ikke må lægge fra mig. Det får du, Louise. Og værsgo Randi, du gør det her, osv., så gik det bare fuldstændig amok. Derfor er jeg lige i gang med at redefinere, hvad størrelsen egentlig betyder, og hvornår Nadilakai er lille eller stor nok.”
Det gik amok, da jeg slap kontrollen
At holde fast i sig selv og sine værdier mens man vokser
“På et tidspunkt troede jeg, at det at komme ind i Matas med mine produkter ville betyde en eller anden form for brud med mig og mine produkters integritet. Det er ikke sandt, bortset fra, at vi lige nu ikke ville kunne lave sådan et samarbejde, fordi vi ikke kan producere nok batches uden at gå på kompromis med ingredienserne.”
“Jeg tror også på, at der er rigtig mange måder at vokse en lille virksomhed på, men at det, jeg nok er mest interesseret i, er at have en impact på branchen og trække den i en mere gennemsigtig og sådan lidt grønnere retning. Jeg tror allerede, at jeg gør det lidt, bilder jeg mig ind. Der er i hvert fald nogen, der har noget indflydelse, der følger med og er inspireret, og det er jo dejligt.”
“Altså, jeg er lidt 'OK, fedt, så nåede vi det, godt, videre, hvad er det næste?' Sådan er jeg som menneske, ik'? Men jeg mærker selvfølgelig alligevel også, hvor meget det giver mig at stoppe op og lige tage de der sejre ind.”
Jeg er nok lidt for nordjysk på det punkt
Der er en ting, der går igen hos de fleste af de kvinder, vi har interviewet, og det er, hvor svært det er at holde fast i følelsen af, det der går godt, og at huske at fejre dem selv og deres sejre. For en nordjyde som Nadia er det ikke anderledes.
“Altså, jeg er lidt 'OK, fedt, så nåede vi det, godt, videre, hvad er det næste?' Sådan er jeg som menneske, ik'? Men jeg mærker selvfølgelig alligevel også, hvor meget det giver mig at stoppe op og lige tage de der sejre ind. Sidst vi lancerede et produkt, som vi havde arbejdet hårdt på, poppede vi en dyr flaske bobler og drak den her i arbejdstiden og var sådan, fuck hvor er vi fede. Og da ordrerne så strømmede ind på det der produkt en uge senere, og vi blev blown away over, hvor sindssygt det var, og også kunne se det kæmpe pakkearbejde, der lå foran os, så bestilte jeg den største og dyreste omgang sushi til os, og så holdt vi en ekstra lang frokostpause. Så det der med lige at skabe rummet omkring os og sige, hvor er vi gode, det er selvfølgelig rigtig godt at gøre.”
“Så jeg snakker lige med min mand først, så hen til et par veninder, som jeg ved er med hele vejen, og som også har min ryg. De ved, at jeg er dygtig, og de er ikke bange for at sige det. Så ja, jeg opsøger bare hep. Det er det, jeg gør.”
Frygten siger lige hej ved hvert stort step up
Det er tydeligt at høre, at Nadia og hendes forretning er på vej et rigtig godt sted hen. Det kører med produkterne, kunderne er glade og loyale, og når noget nyt lanceres, er responsen virkelig god. Men hvad med tvivlen og frygten, som for de fleste selvstændige er en fast følgesvend? Er det noget, Nadia mærker, til trods for at det går godt?
“Jeg kan huske, at jeg var ved at skide i bukserne, første gang jeg skulle lave en større råvarebestilling. Det var 6.000 kroner, ikke? Det er jo ingenting i dag, men jeg var helt sådan, hvad nu hvis den ikke kommer frem? Hvad nu hvis den bliver afleveret et forkert sted? Hvad nu hvis den forsvinder i posten? Nu er det jo nogle meget større beløb, jeg sidder og kaster rundt med, og med en helt anden ro i maven. Men også investeringen i det her lokale var virkelig sådan noget, jeg bed negle over, og jeg tænkte, kan jeg tillade mig det her? Jeg binder mig for 2,5 år, det er en helt sindssyg tidshorisont for mig. Ved hvert stort step up i Nadilakai mærker jeg lige, at den kommer tilbage. Og så har jeg jo også fire ansatte nu. Tænk, hvis jeg skulle sige til en af dem, at jeg ikke havde råd til at have hende. Det er jo sådan noget, jeg kan ligge vågen om natten over, ikke? Ja. Så jeg mærker den hele tiden, men i langt mindre grad. Det har så også lige taget fire-fem år”.
“Når tvivlen rigtig rammer, så taler jeg altid med min mand, fordi han er den klogeste i verden. Han er altid virkelig god til at hype mig op og sige, det der, det skal du bare gøre. Den investering kommer tifold igen, fordi du er så sindssygt dygtig. Du er så god, jeg er så stolt af dig, jeg tror på dig. Og i virkeligheden er det jo det, jeg har brug for. Også fordi det jo altid handler om, er jeg det her værd, og kan jeg som menneske løfte den opgave? Det der med at få det spejlet igennem andre mennesker, der kender mig, er helt klart det, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Så jeg snakker lige med min mand først, og så hen til et par veninder, som jeg ved er med hele vejen, og som har min ryg. De ved, at jeg er dygtig, og de er ikke bange for at sige det. Så ja, jeg opsøger bare hep. Det er det, jeg gør.”
Til slut vil vi gerne høre, hvad hendes allerbedste råd til andre selvstændige iværksætterkvinder er.
“Det bedste råd er at blive selvstændig med noget, du rent faktisk er passioneret omkring. Jeg ved godt, det er en kliché, og noget de fleste siger, men for mig er det sådan, at hvis man begiver sig ud på den vej som selvstændig, så handler det alt sammen om udholdenhed. Hvis du skal bygge noget stort op, noget rigtig stort, så skal du være villig til at dedikere dig til det. Du skal dedikere dig til det hver dag, også når det ikke er sjovt, og de dage kommer, og der kommer fandme mange af dem. Men hvis du hele tiden, når du mister dig selv i det, kan gå tilbage til kernen, som er din passion, og den som giver dig glæde og sommerfugle i maven, så har du i det mindste det anker. Og så skal du gøre dig selv den tjeneste at vende tilbage til det, du har nørdet i de sene aftentimer, uden at du behøvede det, uden at du fik penge for det, og uden at der var nogen anden grund til det end, at det gav dig glæde. Hvis du kan bygge noget ud af det, så har du en ret god opskrift til at kunne holde ud, selvom det er svært.”
Vi er nået til slutningen af interviewet, et interview der på ingen måder har været præget af store armbevægelser, blot en ærlig tilstedeværelse, der jo på alle måder passer godt sammen med de produkter, Nadilakai producerer. I Nadias selskab føler man sig godt tilpas, og da hun efterfølgende “lukker” de ansatte ud af produktionsrummet og ind til os, er det også tydeligt at mærke, at her har man det godt.
Passion og udholdenhed
Hvem
Nadia Holm Nielsen, 35 år, ejer og direktør i Nadilakai
Hvad arbejder du på lige nu?
Det er egentlig tys tys lidt endnu, men jeg kan godt løfte sløret for et sneak peak. Der kommer meget snart en episk, 100% naturlig ansigtsrens og makeupfjerner i én fra vores hånd. En magisk urterens der går fra at være en gel til en mælk når den kommer i kontakt med vand. Fuld af urter og natur tilsat den nyeste videnskab inden for naturlig hudpleje.
Hvor kan vi følge dig?
Man kan følge mig på Instagram under navnet nadilakai_studio og på Tiktok og se mere på www.nadilakai.dk.
Kort om Nadia
Hvor er dit yndlingsspot til arbejde?
Mit eget studio tidligt om morgenen inden alle andre møder ind. Så er der en helt særlig stemning, og al den ro jeg behøver for at være kreativ.
Hvilken podcast har givet dig nye perspektiver?
Nørder der nørder om noget helt andet end mit eget felt. For tiden lytter jeg meget til Third Ear og Zetland, som ofte laver dybdegående undersøgelser af de mest random ting.
Hvilken bog har senest inspireret dig?
Braiding Sweetgrass af Robin Wall Kimmerer har både rørt og inspireret mig. Den handler om vores forhold til naturen, eller manglen på samme, og blander videnskab, oprindelige befolkningeres myter og historie i en. Lige noget for mig.
Hvilken kvinde inspirerer dig mest lige nu?
Forfatteren Robin Wall Kimmerer inspirerer mig med hendes insisteren på at være både videnskabskvinde og menneske med en kulturel arv. At turde stikke ud i et mandsdomineret felt og insistere på at kunne tale om planterne både fra et videnskabeligt perspektiv og far et kulturelt besjælet perspektiv, synes jeg er mega bad ass.
Hvad er din Happy song?
Alt fra min mands sydamerikanske playliste! Jeg er mere den kedelige melankolske type, når det gælder musik, så jeg tyr til ham for noget upbeat og lækkert. Jeg sætter tit sangen Lagrimas Negras på i cubansk version, når jeg vil i godt humør. Den har happy, sensuelle vibes, selvom den handler om gedigen hjertesorg. Det bliver åbenbart ikke mere happy end det på min egen playliste.
5 hurtige
Solo Sister stories er kvindelige iværksættere der deler alt deres guld med os. De fortæller om op- og nedture, vendepunkter, inspirationskilder, frygten og tvivlen – og ikke mindst kærligheden til det, de gør.
⚢
Solo Sister stories er kvindelige iværksættere der deler alt deres guld med os. De fortæller om op- og nedture, vendepunkter, inspirationskilder, frygten og tvivlen – og ikke mindst kærligheden til det, de gør. ⚢
