Sådan tiltrækker du en investor

Af Lis Beck og Martine Munksø | Læsetid: 4 min.

Som iværksætter kan der komme et tidspunkt, hvor ambitionerne vokser, og du overvejer at tage en investor med ombord for at vækste din virksomhed. Det kan være et afgørende skridt hen imod en ambition om noget større, men det er samtidig også noget, der kræver en grundig forberedelse. Her får du en investors bedste råd.

Det kan føles som en kompleks proces, måske især for kvindelige iværksættere, som historisk set har været underrepræsenteret i investeringsmiljøet, men heldigvis er der hjælp at hente fra dem, der har gået vejen før os.

Lis Beck, der står bag det succesrige designbrand Becksöndergaard – og som nu driver Craft Sisters, et interiør- og livsstilskoncept – har taget rejsen som både iværksætter og investor. Med sin erfaring som Angel Investor giver hun dig i denne guide en indsigt i dynamikkerne mellem iværksættere og investorer og deler sine bedste råd til at tiltrække investorer – fra forberedelse til forhandling.

1. En klar og gennemarbejdet forretningsplan (pitch)

Før du overhovedet begynder at lede efter en investor, skal du have en solid forretningsplan – det, der i iværksætterverdenen kaldes et pitch. Denne plan skal være præcis og velovervejet, så potentielle investorer kan se, at du har styr på din virksomhed og dens potentiale.

De vigtigste elementer i pitchen:

  • Markedsforståelse: Definer præcist, hvilket marked du opererer i. Hvem er konkurrenterne, og hvordan adskiller du dig fra dem?

  • Behov og Value Proposition: Hvilket behov imødekommer du i markedet, og hvad gør din virksomhed unik? Hvad er din særlige værdi i forhold til konkurrenterne?

Her understreger Lis Beck, at investorerne skal kunne se din forretnings vækstpotentiale. "De skal vide, at de får noget igen. Derfor er det afgørende at vise, hvordan din virksomhed positionerer sig på markedet," forklarer hun.

2. Hav styr på tallene (økonomi og forecast)

Investorer vil vide, hvordan du planlægger at tjene penge, og hvordan de får deres investering tilbage. Hvis du er nystartet, har du selvfølgelig ikke så mange tal, og her er det vigtigt, at du bruger data fra lignende brancher som reference.

Lis giver et eksempel: "Hvis du lige har startet et keramikværksted og vil udvide det efter en ‘fitnessmodel’ med medlemskab osv., kan du fx undersøge, hvordan fitnesscentre fungerer. Hvad koster deres medlemskaber, hvad koster et bookingsystem, og hvilke udgifter har de generelt?"

Nøgletal at have styr på:

  • Forretningsmodel: Hvordan vil du tjene dine penge?

  • Realistisk forecast: Lav et budget, der viser, hvor meget kapital du har brug for, og hvad pengene skal gå til.

3. Kompetenceafklaring: Hvad kan du selv, og hvad har du brug for?

Når du overvejer en investor, er det vigtigt at afklare dine egne styrker og svagheder. Mange iværksættere er dygtige til deres kerneforretning, men mangler måske viden om logistik eller salg. Vær ærlig omkring, hvad du har brug for hjælp til, og vær ikke flov over, at du ikke kan det hele. Det er der ingen, der kan.

4. Overvej typen af investering: "Kloge penge" vs. "Blot penge"

Lis anbefaler at overveje, om du ønsker "kloge penge" – altså penge, hvor der følger erfaring og rådgivning med – eller blot kapital. "Kloge penge kan være sværere at finde, men de kan også være langt mere værdifulde, hvis investoren fx har brancheerfaring og netværk. Alternativt kan man også finde en mentor og købe sig til den sparring/rådgivning, man har brug for," forklarer hun.

5. Lav en tidsplan med “milestones”

En investor vil gerne se, at du har en plan og har tænkt over din virksomheds fremtid. Lav derfor en tidsplan (også selvom den er dynamisk og kan ændre sig), og vis dine ambitioner for de næste 3-5 år.

Det kunne eksempelvis være:

  • År 1: Byg en webshop eller et website og lancer produktet.

  • År 2: Udvikl marketingstrategi og øg din tilstedeværelse online.

  • År 3: Version 2 af websitet med udvidet funktionalitet og brugeroplevelse.

  • År 4: Indfør nye produkter eller services, baseret på kundernes efterspørgsel.

  • År 5: Øg internationaliseringen og begynd at kigge på nye markeder.

6. Vær realistisk og stil krav

Husk, at det ikke kun er dig, der skal overbevise investorerne – de skal også overbevise dig. Stil krav til, hvilken rolle de skal spille i din virksomhed, og sørg for, at det er en partner, du føler dig tryg ved, som forstår, hvad du brænder for, og som synes, din energi er fed.

7. Skær ind til benet

Som Angel Investor har Lis siddet overfor flere kvindelige iværksættere, og der er særligt én ting, hun får lyst til at understrege.

“Når du står overfor en potentiel investor, kan nerverne let tage over, så under et pitch er det vigtigt at holde det enkelt." Lis siger: "Få essensen af det, du vil formidle, frem. I nervøsiteten kan man let overkomplicere med for mange slides og ord. Skær i stedet ind til benet – ellers bliver modtageren simpelthen overinformeret."

8. Få en mentor

En anden vigtig faktor er sparring. "Find en god sparringspartner, som kan hjælpe dig med at styrke din præsentation. Mange er villige til at hjælpe – ofte bliver de faktisk rigtig glade for at blive spurgt, så spørg, om nogen vil være mentor for dig i en periode."

9. Find en investor, der tror på din vision

Til sidst giver Lis Beck et råd, der handler om vigtigheden af at balancere dine egne værdier med investorernes krav. Ifølge Lis handler det om at finde investorer, der både forstår og værdsætter din vision. "Man skal finde investorer, som synes, man er en fed type og vil det, du står for. Ellers er det ikke en god investor. Punktum."

"Hvis en investor ikke tror på din vision, skal personen ikke være med," siger Lis og understreger vigtigheden af at finde investorer, der deler din tro på projektet.

. . . . .

Læs også artiklen Funding 101, hvor Lis Beck guider os til forskellige investeringsmuligheder og de mest brugte begreber.


Lis Beck

Entrepreneur, Advisor, Mentor, Board Member, Investor. Passion for entrepreneurship, building businesses and wild ideas.

LinkedIn

Lis Beck er en af Danmarks mere erfarne kvindelige iværksættere inden for mode- og designbranchen. I 2003 grundlagde hun sammen med Anne Søndergaard det ikoniske designbrand Becksöndergaard, som hurtigt blev kendt for sine farverige accessories og innovative designs. Efter 10 succesfulde år solgte de virksomheden til en svensk kapitalfond, men i 2022 købte Lis og Anne Becksöndergaard tilbage, og i dag er Lis igen en aktiv drivkraft bag brandet.

Sideløbende med Becksöndergaard har Lis Beck også skabt sit eget livsstilsbrand, Craft Sisters, som er beliggende i Jægersborggade på Nørrebro. Craft Sisters forener hendes passion for håndværk, design og social ansvarlighed. Butikken er mere end bare et interiør- og livsstilskoncept – den er et fællesskab, der bygger bro mellem kulturer, køn og traditioner gennem handel med og udvikling af lokalt produceret håndværk.

Med fokus på empowerment af kvinder samarbejder Craft Sisters blandt andet med non-profit organisationer og lokale producenter for at forbedre deres indtægtsgrundlag, styrke kvinders muligheder og viderebringe kulturelle fortællinger.

Mange af produkterne i butikken er lavet af genanvendte materialer eller 'dead stock', som er overskydende tekstiler, der ellers ville gå til spilde.

Lis Beck er uddannet cand.merc. i design og kommunikation fra CBS, og udover sine egne brands er hun også aktiv som bestyrelsesmedlem i flere virksomheder, mentor for kvindelige iværksættere og Angel Investor, hvor hun støtter op om nye, spirende virksomheder.

Foto: Lis beck



Forrige
Forrige

8 måder at bruge dine kerneværdier aktivt på

Næste
Næste

Funding 101