Selvstændig med en mission

Af Martine Munksø og Kirstine Kruse | Læsetid: 8:08 min.

Kirstine Kruse har i en årrække boet i Libanon og Grækenland, hvor hun arbejdede med flygtninges rettigheder og livssituationer. Da hun efter at være vendt hjem til et nyt job skulle vælge årets julegaver til arbejdspladsen - føltes det både ligegyldigt og som en kæmpe kontrast til det liv hun kom fra.

Det blev starten på The -able, der specialiserer sig i bæredygtige og etisk producerede firmagaver, og i denne Q+A deler hun sin inspirerende rejse som selvstændig iværksætter med en social mission. 

Hun fortæller om, hvordan oplevelserne i Libanon og Grækenland motiverede hende til at skabe en platform, der giver håndværkere på flugt mulighed for at udtrykke deres talent og skabe bæredygtig indkomst. Hun deler også udfordringer og tanker om både de økonomiske begrænsninger og det at balancere et værdistærkt arbejde med at lave forretning. Og så diskuterer hun vigtigheden af at dele historierne bag produkterne, og ændre den opfattelse vi har af flygtninge. For Kirstine har med egne øjne set hvad disse mennesker rummer, og det er den historie hun vil fortælle.

Hæklede tasker i farverige mønstre hænger til fremvisning på et marked, med bananer og en kvinde i baggrunden
Hæklede tasker i forskellige farver og mønstre hænger dekorativt over en træstol med en enkel baggrund

De smukkeste tasker hæklet i kvindekollektiv i Libanon. 

“Det føltes så ligegyldigt at skulle vælge mellem en champagnesabel, et masseproduceret håndklæde i mediumkvalitet eller en højtaler, jeg ikke havde brug for”.

Hvordan startede The -able?

Mens jeg boede i Libanon og Grækenland, så jeg virkelig mange talentfulde mennesker med en enorm rig historie, kultur og tradition, men som ikke kunne leve af deres håndværk. I stedet blev de nødt til at tage ufaglærte jobs, de hverken drømte om at have, eller hvor de kunne bruge deres fulde potentiale. 

For asylansøgere eller internt fordrevne er det svært at opretholde sit håndværk; du har måske mistet adgangen til dit værksted, mangler lokale ressourcer eller netværk, og naturligvis er der udfordringer ved at afsætte det, du kan designe og producere.

Derfor sparede jeg sammen til min første tur tilbage til Libanon med én mission: at mødes med så mange potentielle kunsthåndværkere som muligt, der kunne levere varer til et nyt julegavekatalog kun med håndlavede produkter og skabt af mennesker på flugt eller bosat i konfliktramte områder.

Jeg endte med at købe to ekstra kufferter og havde næsten 100 kg med hjem fra den tur.

At være selvstændig med en mission kræver ofte en stor mængde energi og engagement. Hvad har været de største udfordringer, du har mødt undervejs, og hvordan har du overvundet dem?

En klassisk udfordring, som alle selvstændige støder på, er begrænsningerne af egne kompetencer og den manglende økonomi til at købe hjælp udefra. Jeg er uddannet sociolog, så webshop-drift, regnskab samt logistik og transport fra Palæstina var ikke lige det, jeg fik mest viden om.

Derudover synes jeg, at det har været – og stadig er – en evig balance at skabe en reel forretning, der støtter mennesker på flugt. Der er mange etiske overvejelser forbundet med, hvor meget jeg kan tjene på deres håndlavede produkter, samtidig med at de efterspørger, at jeg sælger mere, så de kan tjene mere og opnå stabilitet og tryghed. Det er ikke helt billigt at leve i Danmark, og samtidig vokser udgifterne til materialer, fragt og pengeoverførsler til de lande, jeg arbejder med. Det er noget, jeg kæmper med at balancere hver eneste dag.

Jeg oplever også, at det har været både en “blessing and a curse” at være så kompromisløs og afklaret omkring, hvad jeg vil med The -able. Mennesker på flugt bliver først og fremmest opfattet som flygtninge i stedet for som hele mennesker. Men jeg vil ikke konsekvent kalde mennesker på flugt for flygtninge – og netop derfor hedder jeg The -able, fordi "-able"refererer til alt det andet, mennesker på flugt også er: capable, remarkable, knowledgeable osv. Men det betyder så også, at mange har svært ved søge 'flygtninge'-initiativet frem i søgeordsmaskiner, eller 100% forstå præcis hvad jeg laver. Det kan derfor godt blive et værre solo- og isoleret projekt, når man som mig har en meget afgrænset idé om sin egen kommunikation og virke. 

En keramik-håndværker sidder ved sin arbejdsstation og drejer ler til keramik i et værksted med udsmykning på væggene
Stilleben med minimalistisk keramikfad og kopper med friske figner på en varm beige baggrund

Håndlavet tallerken fra Palæstina

Hvordan balancerer du dit værdibaserede arbejde med en social mission og det forretningsmæssige aspekt?

Det er en af de sværeste balancer. Det vigtigste for mig er at holde øje med min vision og mission og ikke lade profit, forfængelighed eller ego komme i vejen.

Jeg ønsker ikke at gå på kompromis med mit mål om at give mennesker på flugt en stærk stemme, så jeg fokuserer på at kommunikere deres evner og drømme ud i stedet for at bruge "krisekommunikation" eller medlidenhed som salgsredskaber. 

Mange efterspørger flere close-up billeder af kunsthåndværkerne, og jeg ved, at hvis jeg delte nogle af de dybe og rørende historier samt billeder af dem, ville folk sandsynligvis blive motiveret til at købe mere. Men det er ikke den type kommunikation, jeg ønsker at skabe.

Helt konkret har jeg udviklet mit eget scoringssystem (jeg er ret glad for Excel, tal og farvekoder...), hvor jeg vurderer hvert samarbejde ud fra fem essentielle elementer: social impact, bæredygtighed, logistik (især omkring at skaffe varerne; det er for eksempel meget tidskrævende at få varer ud af Palæstina i forhold til Grækenland), afsætning (hvor populære produkterne er blandt virksomheder og privatpersoner) samt økonomi. 

Jeg vægter social impact dobbelt, da det er min primære driver i The -able, og med mit system kan et produkt ikke kun skabe stor impact, uden også at være bæredygtigt eller profitabelt. Samtidig kan et produkt heller ikke nøjes med at sælge godt, hvis ikke det harmonerer med mine værdier.

Herudover følger jeg løbende op på, hvordan et produkt kan gøres mere bæredygtigt, om der kan laves designjusteringer, der gør det mere populært, så vi på den måde kan øge værdien og dermed profitabiliteten.

Der er også nogle varer, jeg stort set ikke tjener på, men fordi det er et 'hjertebarn' at støtte den NGO eller kunsthåndværker, kan jeg ikke skille mig af med dem.

Det giver mig motivation, og derfor lukker jeg øjnene for den økonomiske del og håber, at der en dag kommer nok kvantitet/volumen på, så det kan blive en reel forretning.

“Jeg ser produkterne som en fysisk mulighed for at fortælle disse menneskers historier på en værdig og relaterbar måde”

The -able handler om mere end at skabe produkter – det handler også om at dele historierne bag. Hvorfor er det vigtigt for dig at sætte fokus på de mennesker, der står bag produkterne, og hvordan vælger du hvilke historier, der skal fortælles?

Jeg forsøger at vise billeder af mennesker på flugt eller bosat i konfliktramte områder, der bryder med de forestillinger, vi ofte får fra medierne. For eksempel, hvor dygtige kvinderne i et kvindekollektiv i Ukraine er til at genanvende plastik, at Syrien har en stor og stolt tradition for blokprint, som nu er truet, og at kvinder fra Afghanistan og Iran er dygtige skræddere, der kan upcycle gummibåde fra de græske kyster. Det handler om at fortælle deres historier, deres kompetencer og innovative løsninger.

Samtidig forsøger jeg at balancere, hvad de deler med mig i fortrolighed, og hvad der faktisk er relevant for slutkøberen at vide. For eksempel alt det, de har været igennem for at nå dertil, hvor de er i dag.

Jeg ser produkterne som en fysisk mulighed for at fortælle disse menneskers historier på en værdig og relaterbar måde. Sammen med produkterne, som tæpper, toilettasker eller smykker, følger der en historie med ved hvert køb. På den måde kan man både læse om dem og røre ved de ting, de har skabt.

Fineste håndvævede gulvtæppe vævet på trævæv i Syrien af Samer og hans familie

Partnerskaber er en vigtig del af The -ables arbejde. Hvordan vælger du dine samarbejdspartnere, og hvad er de vigtigste elementer i et godt partnerskab?

Det hele startede med personer og NGO'er, som jeg personligt kendte og kunne stå 100% inde for, både værdimæssigt og i forhold til hvordan de blev drevet. Jeg vidste, hvor smukke ting de kunne lave, men også hvor begrænset deres muligheder og internationale netværk var for at afsætte deres produkter på et globalt marked.

Det bedste partnerskab er, når vi kan give noget til hinanden. De har det lokale netværk og den nødvendige logistik til at støtte de mennesker, der har allermest brug for det, og jeg har muligheden for at sælge deres varer på et marked, der er langt bedre end deres eget. 

For eksempel er stemningen omkring flygtninge i Grækenland meget politisk betændt, og det gør det svært at sælge produkter produceret af flygtninge. Grækenland står med en stor opgave i forhold til flygtninge i EU, uden den nødvendige opbakning fra andre lande. Men i Danmark er der faktisk mange, der ønsker at vise solidaritet og bakke op om bæredygtigt og kvalitetsfyldt håndværk.

Jeg kan derfor bruge min position som dansker, med adgang og forståelse for det danske marked, til at rådgive dem om materialer, design og hvilke produkter, vi skal satse på. Samtidig kan de rådgive mig om, hvordan vi bedst støtter flest muligt lokalt i at få meningsfulde og trygge jobs.

Bæredygtighed – både socialt og miljømæssigt – er også centralt i The -ables arbejde. Hvordan sikrer du, at din virksomhed forbliver tro mod disse værdier?

Det tænkes ind i alle samarbejder og alle processer - i emballagen/indpakningen af mine varer, transporten af dem og de materialer vi anvender til produktion. Når det er en kerneværdi i både min egen mission og min kommunikation, oplever jeg det som naturligt hele tiden at have øje for det. 

“Jeg drømmer om, at The -able bliver Danmarks største leverandør af meningsfulde og bæredygtige firmagaver.”

Hvad drømmer du om for fremtiden af The -able? 

Jeg drømmer om, at The -able bliver Danmarks største leverandør af meningsfulde og bæredygtige firmagaver. At virksomheder ser det som en selvfølge at overveje, hvordan de kan støtte mennesker i værdige jobs gennem deres budgetter til firmagaver og andre aktiviteter.

Jeg drømmer også om at skabe seje design-samarbejder med danske designere og kunsthåndværkere fra hele verden, at have ambassadører og et stærkt team, der er dygtige til alt det, jeg ikke selv mestrer – og at vi sammen, på demokratisk vis, bestemmer retningen for The -able.

Men på den helt korte bane drømmer jeg om at få min første løn fra The -able. Indtil videre har jeg først haft et fuldtidsjob i to år, og nu lever jeg af min opsparing. Jeg er stadig i processen med at arbejde hen imod at kunne leve deltid eller fuldtid af The -able. Det er en nødvendighed for at kunne fortsætte med den intensitet, jeg har haft de sidste fem måneder, siden jeg sagde mit job op for at gå all in og se, hvor langt projektet kan tages, hvis jeg investerer al min energi, kærlighed og økonomi i det.

Hvilke råd vil du give til andre iværksættere, der også ønsker at starte en virksomhed med en stærk social mission? 

Økonomien er en udfordring i alle virksomheder, men måske særligt i en virksomhed med en stærk social mission. For mig var det vigtigt, at økonomien ikke blev den afgørende faktor for, hvilken retning jeg tog med The -able i begyndelsen. Derfor beholdt jeg mit fuldtidsjob de første to år, mens jeg tog kurser, rejste og udviklede rammerne for The -able. 

Hvis økonomi havde spillet en større rolle fra start i forhold til at få løn, tror jeg aldrig, jeg var kommet ordentligt i gang.

Og så selvfølgelig klassikeren: netværk. Der er mange i dit nuværende netværk, der gerne vil hjælpe – både iværksættere generelt, men især når du har en stærk social mission. Jeg har også rakt ud til kommunikationseksperter på LinkedIn og til større virksomheder med lignende fokus, og jeg har fået virkelig god sparring. Mange mennesker bliver glade for at blive betragtet som eksperter og bidrage med deres input til din drøm og dit projekt. 


Kirstine Kruse

Founder af The -able, der støtter mennesker på flugt i værdigt arbejde - hvor de lever af deres traditionelle håndværk og viden.

LinkedIn Instagram

Kirstine Kruse har en baggrund som sociolog fra KU, men arbejder nu fuldtid på The -able, som hun stiftede tilbage i 2022. 

Kirstines mission med The -able er at give mennesker på flugt muligheden for at have værdige job og bevare deres kulturarv, ved at støtte dem i at producere kunsthåndværk og varer, The -able videresælger i Danmark, til firmaer der har brug for gaver til blandt andet deres medarbejdere. 

The -able indgår direkte samarbejder med kunsthåndværkere og lokale NGO'er for at sikre, at alt overskud går til dem, der skaber produkterne. Håndværket er midlet til at dele deres historier og samtidig en vej til økonomisk selvstændighed.

Vil du læse mere om Kirstine Kruse og The -able, eller endnu bedre, købe dine gaver hos hende, kan du finde hende her.

Fotos: Kristine Kruse / The -able


Forrige
Forrige

Bagom / oktober 2024

Næste
Næste

Ugens læste #1