Sådan balancer du faste timer med selvstændige projekter
Af Dorthe Kargo | Læsetid: 4 min.
Der findes mange forskellige måder at være selvstændig iværksætter på. Lige fra hende, der går all-in og satser hele butikken, til freelanceren, der lever fra job til job, til hende der balancerer det faste job med egne side-gigs, og så alle de andre. Deres historier fortæller vi også, og i denne artikel skal du møde Dorthe Kargo - selv kalder hun sig for Kombinatør.
Det sammensatte arbejdsliv
“For godt fem år siden sagde jeg mit faste job op efter lange overvejelser og efter i en periode at have været på nedsat tid for at afprøve nogle af de ideer, jeg havde, i min egen virksomhed, Kargoteket.
Når jeg skal beskrive mit arbejdsliv, kan det godt lyde som lidt af et kludetæppe, fordi det består af mange forskellige elementer. Jeg har en fast tjans i Gladsaxe Kommune én dag om ugen, hvor jeg løser opgaver på kulturområdet, men ellers er det egne opgaver af meget forskellig karakter, som bærer min virksomhed.
Hvis ordet kludetæppe skulle erstattes med et andet, kunne et godt bud være Kombinatør, men uanset ordet handler det om at have et arbejdsliv, der mikser forskellige elementer og forskellige måder at arbejde på – og det passer mig rigtig godt.
Fordelene ved et deltidsjob
Nogle ønsker sig et deltidsjob ved siden af livet som selvstændig, og det har bestemt også en række fordele. Ud over den lille men faste indkomst, giver det også muligheden for at have kolleger. Men det kræver fleksibilitet fra begge sider – og det er jeg heldig at have.
Når det giver mening, handler det også om, at de faglige områder væver sig ind i og bestøver hinanden gensidigt. Eksempelvis stod jeg i Gladsaxe Kommune for at etablere et kultur- og sundhedsprojekt, hvor jeg trak på viden fra min egen konsulentvirksomhed – og erfaringerne derfra blev igen brugt, da jeg i mit eget firma blev hyret som moderator til en paneldebat om kultur og mental trivsel.
Frem for alt handler det om at finde en måde at skrue din virksomhed og dit arbejdsliv sammen på, så det passer lige præcis til dig. Det finder du kun ud af ved at prøve dig frem.
Dorthes bedste råd
Gå ned i tid og prøv det af. Mærk efter om det er lige så sjovt at løse opgaverne på egen hånd, som du troede, og beslut så, om du har lyst til at kaste dig ud i livet som selvstændig iværksætter.
De første opgaver, jeg havde, var workshops uden den store indtjening og et par oplæg og udviklingsprocesser, som kom lidt tilfældigt i min retning, men det var med til at bestyrke mig i, at jeg skulle fortsætte ud af det spor.
Vær ikke bange for at mikse. Selvom du har et hovedprodukt, er det OK også at vise, at du laver og interesserer dig for andet. Selvom jeg er proceskonsulent, deler jeg indimellem noget om smukt håndarbejde, om et besøg på min gamle højskole eller om et sted, der har inspireret mig - det er med til at give et samlet billede af, hvem jeg er, og måske også med til at give mig forskellige typer af opgaver.
Opsøg inspiration mange forskellige steder. Inspiration hentes ikke kun i faglitteratur, på nettet eller på konferencer og kurser. Meld dig til foredrag, gå på kunstudstillinger og vandreture, læs skønlitteratur. Inspiration og erkendelser dukker op de sjoveste steder.
Forbindelser. Det er afgørende at bruge tid på netværk. Egentlig synes jeg, at ordet netværk er lidt slidt – jeg har mere lyst til at tale om forbindelser. Det handler både om at holde kontakten til de spændende mennesker, jeg kender fra tidligere, men også om at række ud til nye mennesker, som har noget interessant at byde på. At følge med i hvad der sker, både på mit eget fagområde og på det, der ligger i randområdet af det. Hvis der er mange opgaver, kan det være svært at nå, men sørg for at prioritere det – og skru op for netværksdelen, når du har tiden til det. Jeg har altid en liste over gode mennesker, jeg skal mødes med, når lejligheden byder sig.
Vær generøs med din viden. Del ud af den viden, du har. Sæt mennesker i forbindelse med hinanden, som kan have glæde af det. Giv en opgave videre, hvis du ikke selv har tid til at løse den, eller hvis den passer bedre til en anden. Jeg tror på, at det kommer godt tilbage.
Find gode legekammerater. Som soloselvstændig er der en risiko for at føle sig alene. Jeg har stor glæde af at have rigtig gode samarbejdspartnere – nogle er faste, mens andre er der i afgrænsede perioder. Alle giver de mig på forskellige måder inspiration og kollegial sparring. Både når det handler om at løse en konkret opgave, men også i forhold til at udvikle nye formater, drøfte praktiske spørgsmål, lufte en bekymring eller dele en glæde.
Sig det højt, hvis der er noget, du gerne vil; et fagligt område du gerne vil beskæftige dig med, et særligt sted du gerne vil løse en opgave. Hvis andre kender lidt til dine ønsker og drømme, er der måske en chance for, at de tænker på dig, hvis de hører om noget, der passer lige til dig. Derudover hjælper det også dig selv til at rette dit fokus på det, du gerne vil.
Indimellem bliver jeg stadig mødt af spørgsmålet om, hvorfor jeg valgte at prøve tilværelsen som selvstændig af, og jeg har fundet ud af, at der er ét svar, der trumfer næsten alle de andre, jeg undervejs har gået og formuleret for mig selv: fordi jeg ikke vil sidde om 20 år og fortryde, at jeg ikke prøvede.
Kerneområderne i Dorthe Kargos virksomhed er procesfacilitering, undervisning, rådgivning og ideudvikling. Hendes afsæt er kultur og idræt, frivillige og fællesskaber, og hun løser mange forskellige opgaver for organisationer af forskellig slags; foreninger, højskoler, kulturinstitutioner og kommuner.
For tiden holder hun bl.a. faciliteringskurser for DM, laver lokaludviklingsprocesser i Kalundborg Kommune og understøtter processen frem mod en ny kulturaftale i Kulturmetropolen.
Du kan connecte med Dorthe Kargo på LinkedIn eller på www.kargoteket.dk
Hvordan balancerer man ønsket om frihed med behovet for tryghed, når man står overfor at skabe en helt ny vej i arbejdslivet?