Skal dit sidegig være en bestyrelsespost?
Tekst: Laura Vilsbæk og Martine Munksø / foto: Laura Vilsbæk | Læsetid: 2:27 min.
Bestyrelsesarbejde kan være en fantastisk måde at kombinere strategisk tænkning, faglig udvikling og økonomisk stabilitet. Alligevel er kvinder stadig stærkt underrepræsenterede i danske bestyrelser, hvor kun 19 procent af pladserne i dag besættes af kvinder. Det er et problem, for vi har brug for større diversitet og flere stemmer i bestyrelseslokalerne – især fra engagerede og erfarne kvinder.
I denne artikel deler Laura Vilsbæk, som står bag Nyibestyrelsen.dk, sine egne erfaringer og giver dig indblik i, hvordan bestyrelsesarbejdet kan blive en del af det fleksible arbejdsliv. Og måske er det her muligheden, du leder efter.
Jeg fik min første bestyrelsespost, da jeg netop var startet som (solo)selvstændig, og det gik op for mig, at det passede perfekt ind i mix’et for nye (arbejds)liv:
Jeg fik et fast honorar - og var ikke udelukkende afhængig af mine konsulentopgaver - som kunne svinge en del.
Jeg fik en form for kollegaer, som jeg kunne arbejde fast sammen med - over længere tid.
Jeg fik mulighed for at arbejde med det rent strategiske - og overlade driften til nogle andre.
Det er vist det, man kalder et Kinder-æg.
Men der er meget mystik, og der er mange myter forbundet med bestyrelsesarbejde, så lad mig forsøge at baske dem af vejen. Én for én.
Tiden og pengene
Iflg. Bestyrelsesrapporten 2024 fra BoardPartner får man typisk mellem 50.000 og 80.000 i årligt honorar i en dansk bestyrelse. Der er ikke lavet tilsvarende undersøgelser af tidsforbrug, men jeg har personligt opgjort mit eget tidsforbrug til mellem 50 og 80 timer årligt.
Det gode ved bestyrelsestid er til gengæld, at møderne typisk planlægges for et år af gangen, så med bestyrelsesarbejdet ved du altid, hvornår der kan blive travlt - og hvornår der er mere stille perioder.
Kollegaerne i en bestyrelse
I mit bestyrelsesarbejde arbejder jeg sammen med alle mulige andre fagligheder, end jeg møder i mit daglige virke.
I mit daglige virke har jeg været vant til at arbejde sammen med kommunikations- og marketingfolk, men i bestyrelsesarbejdet arbejder jeg pludselig sammen med fx produktionsfolk og nogle, der er super gode til indkøb eller jura eller logistisk.
Det holder mig skarp og giver masser af inspiration, men den faglige forskellighed giver også masser af gode drøftelser, og det sætter os i stand til at træffe langt bedre beslutninger for vores virksomheder.
Det strategiske arbejde i en bestyrelse
Bestyrelsen er virksomhedens øverste, strategiske ledelse og skal som sådan byde ind på virksomhedens største strategiske udfordringer og største strategiske muligheder. Det kalder på et væld af nye kompetencer, for her kommer mænd i jakkesæt 60+-segmentet til kort.
De må gerne være der, men der skal være andre kompetencer og erfaringer end dem, som er gode til tal og paragraffer. Tal og paragraffer er én ting. Strategi og ledelse er noget helt andet og kalder på nogle helt nye kompetencer i bestyrelseslokalet.
Husk desuden at 99% af vores virksomheder er små og mellemstore, så du skal ikke konkurrere med alvorlighedstyperne i mediebilledet (dem, der arbejder i de store selskaber).
Vores små og mellemstore virksomheder har ikke brug for distancerede alvorlighedstyper. De har brug for bestyrelsesmedlemmer, som er aktive og engagerede sparringspartnere på virksomhedens udvikling.
Dér kender jeg mange (solo)selvstændige kvinder, som vil være være vildt gode til det.
Har du selv overvejet en bestyrelsespost? Så kan du starte din rejse hos Laura Vilsbæk på nyibestyrelsen.dk – eller høre mere omkring bestyrelsesarbejdet i hendes podcast Ny i bestyrelsen. Den ligger i din podcast app - uanset hvilken app du bruger.
Laura Vilsbæk står bag Nyibestyrelsen.dk hvor hun hjælper nye bestyrelsesmedlemmer med at finde vej til den første bestyrelsespost. Selv arbejder Laura i 8 forskellige bestyrelser på tværs af brancher og sektorer, og så står hun bag flere bestyrelsesuddannelser på Erhvervsakademi Dania. Bl.a. en uddannelse kun for kvinder for at sikre synlighed og argumentere effektivt imod, at det er svært at finde bestyrelseskompetente kvinder.
Hvordan balancerer man ønsket om frihed med behovet for tryghed, når man står overfor at skabe en helt ny vej i arbejdslivet?