Kender du dine kerneværdier?

Af Martine Munksø | Læsetid: 2 min.

Hvis du kæmper lidt med at blive helt skarp på, hvad der er vigtigt for dig her i livet, og dermed også i dit selvstændige liv, kan det være, du skal tage et kig på dine kerneværdier.

Vi oplever, at mange mennesker aldrig har tænkt over deres kerneværdier, og derfor også synes, det er en svær øvelse at komme igang med. Og det forstår vi godt. For de færreste af os er vokset op med en forælder der har italesat og delt deres kerneværdier, som har insisteret på at de var vigtige at kende til, og der er ihvertfald heller ingen i skolen, der har undervist os i dem.

Men kerneværdier er vigtige – ikke mindst når du bygger en forretning. De kan hjælpe dig med at holde fokus på, hvad der er vigtigt, når du skaber dine produkter og dit arbejdsliv. De er også uundværlige i de perioder, hvor du møder modstand, kommer på afveje, bliver i tvivl og allermest bare har lyst til at ligge i fosterstilling eller smide håndklædet i ringen. Og de perioder vil komme. Når det sker, vil kerneværdierne være dit kompas, der viser dig, hvad der skal til for igen at komme på rette vej.

Så spring ikke arbejdet over. Selvom du måske hellere vil i gang med at arbejde med din idé, konceptudvikle og lave samarbejder, er det vigtigt at tage sig tid til at finde dine kerneværdier. De er en del af fundamentet for dit selvstændige liv og et værdifuldt redskab at have med sig, hvis du en dag skal have en partner med i dit firma.

Top 5 kerneværdier

Alle vores værdier kan ikke være til stede i alt, hvad vi gør, så nogle gange må vi prioritere noget over andet. Martines top-5 værdier er fællesskab, frihed, kreativitet, generøsitet og lethed.

Hun opdagede, at hun godt kunne have sin egen café og butik, selvom der var meget mere drift (som hun virkelig ikke kan lide) end frihed i det. Det skyldtes, at hun oplevede fuld plade på kreativiteten, når hun skulle udvikle på sin forretning og events.

I dag kan hun også sagtens have sit eget strikkefællesskab med 100 strikkere, selvom strik keder hende, fordi fællesskabet er kernen.

Og hun kan i den grad have et forløb om iværksætteri og det at gå fra idé til handling, fordi hun både får lov til at være kreativ og finde på i opbygningen af forløbet, kan gøre det, når det passer hende, hvilket betyder frihed, og kan få lov til at være generøs og dele ud af hendes viden og erfaring til andre.

Find dine kerneværdier

Nu er det din tur til at finde dine kerneværdier, og det kan du gøre på flere måder, alt efter hvad der passer bedst til dig.

Vælg mindst én af øvelserne: Brug din intuition, Livsrefleksion eller Aktivitetsrefleksion, som du finder i blogindlægget 3 øvelser til at finde dine kerneværdier. Tag dig god tid til at dykke ned i øvelserne, og oplev hvordan de kan hjælpe dig til at skabe både klarhed og fokus i dit liv.



Illustration/foto: Martine Munksø

Forrige
Forrige

3 øvelser til at finde dine kerneværdier

Næste
Næste

Gør én idé til flere - og vælg så den rette